Celle sul Rigo - Historien om en by i Sydtoscana

Celle sul Rigo's historie

Celle sul Rigo er en gammel by - meget gammel. De ældste nuværende huse i byen er fra 1200-tallet, men man har omkring byen fundet efterladenskaber fra Etruskerne. På en bakketop i nærheden af Celle sul Rigo findes der et etruskisk gravområde som er blevet udgravet for nogle år siden. Etruskerne levede i området fra omkring 600 f.kr. til omkring år 0, hvor Romerne overtog magten. Så vidt vides er der ikke fundet ruiner fra nogen romersk bebyggelse, så noget tyder på, at byen har været forladt i nogle hundrede år, ligesom den meget større Etruskerby Orvieto lidt længere sydpå. Romerne forbød i en periode simpelthen større bebyggelser tæt på Rom for på den måde at dæmme op for oprør tæt på byen. De første skriftlige vidnesbyrd om Celle sul Rigo daterer sig til omkring år 1000, hvor et dokument attesterer, at byen hørte under Orvieto.

I middelalderen lå Celle sul Rigo i grænselandet mellem pavestaten i syd og fyrstedømmerne Siena og Firenze i det, som i dag er Toscana. Celle sul Rigo ligger tæt på den gamle romerske vej Via Cassia, som i mange hundrede år forbandt den vestlige del af romerriget med Rom. For nyligt har den italienske stat genåbnet an anden historisk vej, pilgrimsruten Francigena, som i sin tid har ledt mange pilgrimme fra Nordeuropa til Rom. Nabobyen Radiocofani var en af de større "rastepladser"på denne pilgrimsrute, men også Celle sul Rigo har været besøgt af pilgrimmene. Med genåbningen af pilgrimsruten er det blevet muligt at gå hele turen til Rom - hvilket dog er en enddog meget lang tur.

Som med de flesta andre gamle byer i Toscana blev også Celle sul Rigo stærkt befæstet for at modstå angreb udefra. I 1300-tallet havde byen en høj bymur og mange vagttårne. Når man er i Celle sul Rigo i dag er det stadig let at fornemme hvor bymuren har været, men der er kun få dele af den oprindelige bymur tilbage. Krige og jordskælv har også gjort sit til at ændre byens udseende. I dag ligger torvet hen som en åben plads med udsigt over det omkringliggende landskab. I middelalderen var denne plads omgivet af huse til alle sider, men et jordskælv fik de yderste hus til at styrte sammen.

Celle sul Rigo har også haft sin herskerfamilie. Grevefamilien Bocci-Bianchi's fine nyretaurerede palads ligger stadig i Via del Teatro. I dag ejes paladset af en privatmand. Hvis man spørger pænt, kan man godt komme ind og se det fantastiske hus. Grevens bror byggede et endnu større palads lige ved siden af og hvis man er meget heldig kan man komme ind og se familiens egen kirke og de enorme vinkældre som engang var områdets største. Vinkældrene er ikke i brug mere men rummer stadig de kampestore fade og andet udstyr til vinfremstilling.

Celle sul Rigo er igennem de senere år blevet renoveret af indbyggerne og fremstår som en meget smuk middelalder by i Toscana's typiske terracotta farver.

Celle sul Rigo i dag

Celle sul Rigo er, selv om folk er flyttet til de større byer for at få arbejde, stadig en meget levende lille by. 

Byfest

Hver eneste by i Toscana har sin egen byfest og det siges, at man kan rejse fra nord til syd og hver eneste aften deltage i en ny byfest.

Celle sul Rigo’s byfest afholdes hvert år den sidste weekend i maj. I ugerne op til festen laver byens kvinder Pici, som er fingerrullet pasta. Dette sælges så under festen hvoraf der i løbet af weekenden bespises mere end 5000 personer. Pici er byens madspecialitet og er fantastisk mættende. I gamle dage var det fattigmandskost, hvorimod det i dag er blevet en lidt dyr specialitet. Under byfesten er der underholdning på torvet og byens eget orkester spiller også flere gange i løbet af weekenden.

Indkøbsmuligheder i Celle sul Rigo

Generelt kan man få alle livs-nødvendigheder i Celle sul Rigo og vi vil opfordre jer til at købe hos de lokale, idet det holder liv i disse forretninger. I Celle findes købmand (Dino’s), slagter, bageri og Pizza-bageri. Der er sågar en lille dametøjsbutik og så er der to frisører.

De fleste butikker i området har åbent fra 10-13 og igen fra 16-17 til 20. Mange butikker har lukket om mandagen og det er ikke helt klart, hvor der er lukket og hvor der er åbent om mandagen.

Dino’s købmandshandel

På hovedgaden i Celle sul Rigo findes en købmandsforretning, som har både har almindelige købmandsvarer og en mindre samling af delikatesser. Prøv f.eks. at købe Dino’s egen gedeost, som har en konsistens som parmensanost og som er virkelig god til pastaretter. Dino taler ikke selv engelsk, men hans kvindelige medhjælper kan godt engelsk.

Dino er en institution i byen og kender alt og alle. Man skal derfor væbne sig med en god portion italiensk tålmodighed, når man handler i butikken, fordi der naturligvis skal være tid til at tale med alle kunderne. Udover at drive sin købmandsforretning er Dino også leder af byens orkester. Orkestrer er ret stort for en så lille by som Celle sul Rigo og spiller ved alle byfester og kirkelige højtider.

Fisk

To gange om ugen kommer der en fiskeudsalgsvogn til Celle sul Rigo.

Grøntsager

Et par gange om ugen kommer der en grøntsagsvogn til Celle. Ellers er der en grønthandler i den gamle bydel i San Casiano dei Bagni.

Slagter

Der er både en slagterforretning i Celle sul Rigo og en i den gamle bydel i San Casiano dei Bagni.

Brød og take-away pizza

Brød og take-away pizza købes hos bageren i Celle sul Rigo. Bageren ligger i "et hul" i den gamle bymur på vej op til selve byen. Bageren har også hjemmebagte italienske kager. Om aftenen kan man bestille take-away pizzaer hos bageren, men husk at de lukker kl. 20.

Pharmacia

Byen har et apoteksudsalg som er åben nogle gange hver uge. Det nærmeste fuldtidsåbne apotek ligger i San Casiano dei Bagni’s nye bydel.

Isenkram

Mangler man en stump antennekabel eller en speciel skrue, så er der en lille butik i San Casiano dei Bagni, som har alt. Udadtil ligner butikken en lille kedelig legetøjsbutik, men forklarer man den søde kvindelige indehaver, hvad man skal have (hun kan ikke engelsk så et billede med et digitalkamera eller en tegning hjælper), så finder hun varerne frem. Der findes simpelthen ikke den ting, hun ikke har et eller andet sted i sin butik eller baglokale.

Blomster og Internet

Skal man have blomster eller købe en lille gave, så besøg Rahma’s blomsterbutik "Fior di Rahma", Via Roma 13, i den nye bydel i San Casiano dei Bagni. Rahma er oprindelig fra Somalia, men lever nu i San Casiano og driver sin blomster- og gavebutik. Rahma får sine blomster fra Holland og kan lave nogle meget smukke blomsterbuketter.

Supermarked

Områdets største supermarked ligger i Chiusi lige ved A1 motorvejstilkørslen. Stedet hedder Centre Commerciale Etrusco og indeholder et stort varehus (PAM) samt en række mindre butikker.

Vin

For indkøb af vin, se www.sydtoscana.dk/SydtoscanaVin 

 

 

 

 

www.sydtoscana.dk © 2009 • info@sydtoscana.dk • Om dette web-site