Byer i Sydtoscana

Der er mange dejlige byer i Sydtoscana. De fleste af byerne har rødder tilbage til etruskerne og romerne og er præget af deres historiske oprindelse. De mange krige mellem byerne har også præget dem og det er derfor typisk, at de toscanske byer ligger på en bjergtoppe, som har været lettere at forsvare.

På denne side har vi forsøgt at beskrive nogle af de byer, som ikke står nævnt i de normale guidebøger. Alle kilometerangivelser er i forhold til vores by Celle sul Rigo.

Chiusi

 

Chiusi (30 km) er en venlig lille købstad. Den gamle by ligger højt. I lavlandet øst for findes den nye bydel Chiusi Scalo med jernbanestationen.

 

Byens domkirke er fra 500-tallet. Lige så gammel som de berømte kirker i f.eks. Ravenna. Det er en klassisk basilica, altså en kirke, der bygger videre på romernes byggetraditioner i bl.a. templer. Kirken er helt ”ren”, til dens arkitektur er intet tilføjet eller ændret i 1500 år, hvad der er helt usædvanligt. Kirken står på en grund, hvor en tidligere basilica fra 300-400-tallet stod. En stump gulvfrise fra denne meget tidlige kirke er bevaret foran hovedaltret.

 

Det arkæologiske museum (åben 9-20) rummer værdifulde minder om etruskerme, især gravminder. Etruskerne slog sig ned i området i 600-tallet f.kr. og udviklede en rig kultur. Chiusi var centrum for en større mængde landsbyer i omegnen. Kister med liggende statuer af den gravlagte, der afløses af urner med miniature-statuer, er bemærkelsesværdige, men mange andre efterladenskaber fra den før-romerske kultur findes også, f.eks. nogle platter med billeder af dagligt liv og tidlig sex. En model af omegnens gravhøj-komplekser giver et fremragende indtryk af, hvad man stadig kan finde i terrænet.

 

På museet kan man bestille en guide, der på fastlagte tidspunkter (for tiden kl. 11 og kl. 16) kan vise rundt i tre berømte grave 3 km fra nord for byen, f.eks. graven med vægmaleriet af aben, der gemmer sig i en busk og betragter etruskere som laver gymnastik.  Det er næsten lige som gravene i Ægypten. I gravene står stadig sarkofager og urner, der aldrig er havnet på museum. HUSK at lave helt faste aftaler med guiden om, hvor og hvornår man mødes. Fra vejen vestpå fra byen (ud mod motorvejen) viser skilte tydeligt vejen til etruskergravene. Etruskerne holdt længe stand mod romerne. Borgerne i Chiusi blev først borgere i romerriget år 50 f.kr.

 

I bymuseet Museo Civic kan man skaffe sig billetter til en tur ned i nogle katakomber under byen. Disse er gennem tiderne blevet brugt som begravelsesplads, men har også en brønd, hvor man i krigstid kunne hente vand til byens beboere. Man kan komme ned i labyrinterne ”Labirinto di Porsenna” fra nedgangen på højre side af den gamle kirke på Piazza del Duomo. Byens åbningstider er øjensynlig temmelig tilfældige. Check på museochiusi@libero.it

 

San Casciano dei Bagni

 

Nabobyen San Casciano dei Bagni (5 km) er rigtig hyggelig at besøge. Byen består af tre dele. Den gamle og flot restaurerede by med rådhus, kirke og borg. Den nye bydel, hvor folk fortrinsvis bor og så området omkring det gamle kurbadet. Der er intet supermarked i byen, men i den gamle bydel findes en lang række gode butikker.

 

Byen er mest kendt for sine varme termiske kilder og termiske bade og folk kommer langvejs fra for at benytte disse.

 

Syd for San Casciano dei Bagni ligger et stort natur- og skovområde Reserva Naturale. Ca. 9 km vest for Allerona på vejen mod San Casciano ligger en grillplads i skoven, med borde og bænke. Grillen er ikke specielt velholdt, men man kan hygge sig med medbragt engangs-grill m.v.

 

 

Radicófani

 

Gammel by (12 km), som minder om den mere berømte storebror Montepulciano - blot mindre. Byen er meget markant med en stor fæstning på toppen af en klippe og byen kan tydeligt ses fra Celle sul Rigo. Fæstningen er fra 1600-tallet og absolut et besøg værd. Formidabel udsigt fra toppen, som er over 800 meter oppe. Om sommeren kan man (mod betaling) komme op i tårnet.

Ved foden af klippen ligger nogle restauranter, som vi ikke kan anbefale idet de udover betaling for maden også opkræver et urimeligt ”turist-gebyr”.

 

 

Orivieto

 

50 km syd for Chiusi, i Umbrien, ligger byen Orivieto. Når man nærmer sig, ligger den fantastisk flot hævet over landskabet omgivet af bymure. Byen, der har en meget flot katedral fra 1200-tallet, en sen basilica, er meget velbevaret og velholdt. Et museum er knyttet til domkirken. På turistkontoret på domkirkepladsen køber man billetter til guidede ture til byens berømte og meget omfattende katakomber, der rummer begravelser fra mere end 2000 år, fra etruskere til langt op mod vores egen tid. Guidede ture på engelsk kl. 11:15, 12:30, 16:15 og 17:30. Byen ligger på en klippeknold, og hvor skulle man ellers begrave sin døde, om ikke under byen?

 

Parkering i et stort parkeringsanlæg oven over bymuren. Når man henter bilen, skal man finde en kasse og indgang udefra. Gå ud af Porto Maggiore og mod øst langs bymuren, ellers finder man aldrig bilen igen!

 

 

Aquapendente

 

Sydpå ad vejen mod Viterbo ligger en hyggelig provinsby Aquapendente (20 km), hvor der er marked hver fredag formiddag. Parkering ved stadion.

 

 

Montepultiano

Montepultiano (40 km nord for Celle sul Rigo) er en spændende by at besøge, men der er mange mange turister. Byen er beskrevet i alle rejsebøger, så derfor ikke yderligere her.


Assisi - Umbria

Assisi (ca. 70 km) er beskrevet i mange rejsebøger og fyldt med pilgrimme og turister. MEN den er absolut et besøg værd. Kig ind i katedralen (gratis) og når man har set den, kan man gå ovenpå, hvor man finder endnu en flot katedral – vist ikke lige i Frans’s ånd.

Man kan køre helt op i byen og parkere i nogle underjordiske anlæg. Hvis man parkere længere nede, har man en hård gåtur op til byen

 

www.sydtoscana.dk © 2007 • info@sydtoscana.dkOm dette web-site